Alghero – Spiaggia Mugoni

Den bedste strand ved Alghero? Spiaggia Mugoni – hvis du spørger mig

Jeg er vild med Sardiniens hav  – det er enormt smukt og varieret, og der er strande for enhver smag.  Spiaggia Mugoni falder helt i vores smag. Jeg vil nemlig helst ligge på en strand, hvor der som minimum også er en lille strandkiosk med mulighed for kaffe til voksne og is til børnene.

Vi tager ofte til Spiaggia di Mugoni, som vi fik anbefalet for et par år siden. Den ligger en 20 minutters kørsel fra Alghero. Italienerne kører jo gerne en 20-40 minutter, hvis det betyder, at de er garanteret et godt hav og en god strand. Så det gør vi også! 🙂 Der er masser af muligheder på stranden for at både spise, drikke, leje kanoer og vandcykler på Spiaggia Mugoni.

Spiaggia Mugoni

En dag på stranden fra morgen til aften

I takt med at børnene er blevet ældre, bliver vi ofte på stranden hele dagen og spiser både frokost og aftensmad på stranden. Vi står senere op, tager lidt senere afsted hjemmefra, men bliver så på stranden hele dagen og hygger os med det. Badeture, gåture i vandet, gåture i sandet. Spise en is, drikke en espresso. Drikke to eller tre. Måske en is til.  Hvorfor ikke? Læse en bog. Sludre med folk på stranden. Med ham der sælger solbriller, bikinier eller kokosnødder. Total afslapning og ‘il dolce far niente’.

Mit favorittidspunkt på stranden er faktisk ved 17-18 tiden – der er et smukt lys og der falder ligesom ro på stranden. Du kan få en læskende aperitivo inden aftensmaden.

Hvis du vil spise på Mugoni stranden om aftenen er Griglieria Meloni et godt bud. Det er et simpelt koncept, hvor du kan bestille enten grillet fisk (blæksprutte, rejer, tunfisk, sværdfisk) eller grillet kød (salsiccia, bøf, pancetta) samt salat og kartofler som tilbehør. Basta.

Jeg har ikke kunnet finde en decideret hjemmeside til Griglieria Meloni, men tjek stedet ud på Tripadvisor eller Facebook.

Spiaggia Mugoni

Pin Print

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *