Cape Town for begyndere

Fem oplevelser du ikke må gå glip af i Sydafrikas Mother City

Kender du den følelse, at nogle byer eller lande kan give dig kriller i maven, ved bare at sige navnet. Inden du overhovedet har pakket kufferten? Fordi selve ordet lyder spændende og sejt? Sådan har jeg det i hvertfald.
Fx elsker jeg at sige ‘Santiago de Cuba’ og ‘Guadalajara’, gerne udtalt med lidt af en banditaccent. 🙂 Og sådan har jeg det også med Cape Town, som jeg var så heldig at opleve sammen med min dejlige familie i slutningen af januar. Prøv engang at sige det: ‘Cape Town’. Smager det ikke af eventyrlige opdagelsesrejsende,  vild natur og Nelson Mandela?

Nedenfor har jeg udvalgt 5 ting i Cape Town, som jeg kan anbefale dig at opleve:

Table Mountain National Park

Table Mountain

‘Table Mountain er et must. At lade være ville være som at tage til SF uden at se Golden Gate’, sådan sagde en af mine venner på Facebook, og han har fuldstændig ret. Og det behøver ikke at være en strabadserende affære at komme op på Cape Towns 1086 meter høje Taffelbjerg, for der er en meget fin kabelbane derop, som tager max fem minutter. Når du er kommet op på plateauet, er der en virkelig imponerende udsigt. Derudover er der både en café, en wifi lounge og fine toiletter, så der er ingen panik, hvis nu du troede, at du skulle ud på en overlevelsestur.

Fra toppen af Taffelbjerget er der flere forskellige ruter, du kan udforske. Den korteste på ca. 45 minutter, som passer fint også til børn ned i 4-års alderen til en 8-timers heldagsvandring, som naturligvis kræver lidt mere udholdenhed og proviantering.
Få inspiration til nogle fede gåture på Table Mountain her.

Cape Point og Cape The Good Hope (Kap Det Gode Håb)

Cape Point South Africa

Det eneste sted vi mødte andre danskere og en del internationale tourister var på Cape Point og Kap Det Gode Håb. Nogle lidt emsige af slagsen med lange selfiestænger og mærkelige ‘poses’ foran mobilen. Men det er også fair nok, at der er rift om at tage det flotteste billede, når nu man står på sydvest spidsen af Afrika. (Og nej, det er ikke her det Indiske Ocean og Atlanterhavet mødes. Det er lidt længere sydpå ved Cap Algulhas).  Det er måske lidt misvisende, at jeg skriver dette som en oplevelse i Cape Town, for faktisk skal du ud på en halvandentimes køretur. Sådan cirka. Men det er helt klart turen værd.

Kap det gode håb

Fun fact:  Vi forstod ikke, hvorfor alle mennesker på restauranten sad indenfor og spiste i det gode sommervejr – specielt fordi der var mange pladser udenfor med fantastisk udsigt. Så vi satte os udenfor. Og så kom aberne  – store baboons, som ville have del i frokosten. Det var lidt sjovt og lidt farligt. Nok mest farligt ifølge de lokale rangers.

Robben Island

Robben Island, Cape Town

På denne ø afsonede Nelson Mandela 18 af sine 27 år. Det er helt sindssygt at tænke på. Jeg havde egentlig ikke sat mig så meget ind i de forskellige ’seværdigheder’ inden rejsen til Sydafrika, men jeg vidste, at jeg ville se Robben Island – det er forfærdeligt, at politiske fanger systematisk er blevet toturet her – for indtil bare 20 år siden. Det var for mange fanger en ekstra straf at man tydeligt fra øen kunne se Cape town og vide at intet menneske vil kunne overleve svømmeturen ind til kysten i det iskolde og hajfyldte hav.

Det tager ca. 1 time med båd ud til Robben Island. Fra molen bliver du hentet af en bus, og sammen med to guides og ca. 40 andre turister kører du rundt om øen. Turen slutter i Robben Island Maximum Security Prison. Her giver en af de tidligere politiske fanger en grundig tour rundt i fængslet og forklarer, hvordan det var at være i fængslet, om forholdene og om hvordan fangerne organiserede sig internt. Jeg har læst lidt blandede anmeldelser af turen, men vores guide Mcombo var indlevende, og jeg tror, at selv med en ikke så god guide, er der meget man forstår ved at være på denne barske ø, bare nogle få timer.

Færgen sejler ud til Robben Island ved V&A Waterfront, og hele turen inklusiv sejlturen tilbage, tager ca. 3.5 timer. Husk masser af vand til busturen, som tager godt 45 min, og solcreme til bådturen og turen rundt på øen.

Victoria & Alfred Waterfront

Victoria & Albert Waterfront

Et meget turistvenligt område i den stadig aktive port. Masser af gøjl og gang i gaden. Folk der synger, danser, hænger ud, spiser og drikker.  Butikker inde i mini-malls. Minder lidt om Fisherman‘s Warf i San Fransisco, men med mere musik.

Kirstenbosch National Botanical Garden

Kirstenbosch botanical gardens

Kirstenbosch botanisk have er udsædvanlig smuk og kæmpemæssig. Den bliver brugt til alt fra afslapning og picnics til botanik og koncerter, og man kan nemt lave en halvdagsudflugt ud af det, og naturligvis kan mindre også gøre det. Men sørg for at være der minimum en times tid. Husk at spise i Kirstenbosch Tea Room Restaurant. Det var en af de bedste frokoster, vi fik mens vi var i Cape Town – ovenikøbet betjent af en varm og nærværende dame med den vildeste klæbehjerne.

Andre ting, du også skal se i Cape Town:

Downtown Capetown,  Bo-Kaap, Greenmarket Square, Company’s Gardens, nogle af de mange museer som f.eks. District Six Museum

Jeg har meget lyst til at opleve Sydafrika igen – og vil helt klart gerne tilbage til de her steder igen. Plus lidt mere, for der er masser af se og udforske. Og så vil jeg gerne på en safari – men det er en helt anden slags ferie. Vi rejste i øvrigt med Air France ud og KLM på vejen hjem. Vi var afsted i en uge og boede meget tæt på Canal Walk Shopping Centre (et kæmpe shoppingparadis) i nogle selfcatering lejligheder. Det skriver jeg et separat indlæg om senere, for det fungerede rigtig godt.

Har du været i Cape Town? Hvad synes du om byen? Hvis  du nogle gode fif, du vil give videre eller nogle spørgsmål om turen, så fyr løs i kommentarfeltet 🙂

Nye rejsetips?

Hvis du vil have besked når der kommer nye indlæg på Merolli's Micropolis, så tilmeld dig på email nedenfor

Pin Print

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *